En 30-årig mand idømmes 11 års fængsel og udvises af Danmark for bestandigt.

Det oplyser Fyns Politi.

Det gør han, da han i dag er blevet dømt skyldig i drabet på en 28-årig mand fra Munkebo.

Drabet skete den 11. august 2020 i Nørregade i Munkebo, hvor den nu dømte tildelte den 28-årige mand flere knivstik.

Gerningsmanden og offeret kendte hinanden i forvejen, og ifølge Fyns Politi havde gerningsmanden før drabet også fremsagt trusler mod sønnen til den dræbte mand.

Han har anket dommen til Landsretten, men skal sidde varetægtsfængslet i mellemtiden.

Manden blev yderligere dømt for at have begået flere tilfælde af vold og psykisk vold mod en tidligere samlever, oplyser politiet.

Det skete mellem 2016 og 2020.