En 43-årig mand blev tirsdag indlagt på sygehuset, efter han var blevet udsat for vold og holdt fanget i en lejlighed i flere timer.

Det var en medarbejder hos Danbolig på Silkeborgvej i Åbyhøj, der onsdag klokken 14.23 slog alarm hos Østjyllands Politi.

Kort forinden var en forslået mand kommet ind via bagindgangen til butikken og bedt medarbejderen ringe efter politiet.

Manden havde fortalt medarbejderen, at han havde været låst inde i en lejlighed, men nu var sluppet væk.

Det oplyser Østjyllands Politi til B.T.

Der blev sendt flere patruljer til stedet, og der blev også tilkaldt en ambulance, idet den 43-årige mand var blevet udsat for vold og skulle undersøges nærmere.

Han er fortsat indlagt på sygehuset, men er ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

På baggrund af den indledende efterforskning tyder det på, at den 43-årige mand har været frihedsberøvet i en lejlighed i Åbyhøj i flere timer.

Her skulle han være blevet udsat for vold af en eller flere personer, som politiet formoder, han kender i forvejen, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Af hensyn til den videre efterforskning kan Østjyllands Politi ikke sige mere om sagen i øjeblikket.

B.T. følger sagen.