En 30-årig mand fra Borup blev tirsdag morgen anholdt og sigtet for afpresning og blufærdighedskrænkelse 

Han er mistænkt for at have sendt en video til en kvinde, hvor han onanerede.

Og han er mistænkt for at kontakte en anden kvinde, hvor han hævdede at være i besiddelse af nøgenbilleder af hende, som han krævede penge for at slette. 

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport. 

Politikredsen tog derfor manden med til Køge politistation, hvor han blev afhørt. Under afhøringen fortalte manden blandt andet, at han havde fået taget sit kørekort.

Manden har i forvejen en dom for lignende kriminalitet.

Efter afhøringen blev manden løsladt, men han er fortsat sigtet. Men sagen stopper ikke der. 

For kort efter løsladelsen var efterforskerne på vej til Roskilde, da de pludselig fik øje på manden igen, der nu kom kørende i sin firmabil. Han blev derfor stoppet og kan nu lægge yderligere sigtelser for narkokørsel og for kørsel uden førerret til.