En 30-årig kvinde skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag formiddag i forbindelse med et drab i februar, hvor en polsk mand blev fundet død i en kloak.
Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.
Grundlovsforhøret finder sted i Retten i Aarhus klokken 10.15.
Anklagemyndigheden vil anmode om dobbeltlukkede døre.
Med dobbeltlukkede døre bliver offentligheden afskåret fra at få at vide, hvordan sigtelsen lyder.
Vagtchef Casper Homann fra Østjyllands Politi kan heller ikke oplyse, hvad den 30-årige kvinde er sigtet for.
Tilbage i maj blev en 30-årig kvinde og en 41-årig mand sigtet for at have dræbt den polske mand.
De blev begge varetægtsfængslet.
Manden og kvinden er sigtet for på et ukendt tidspunkt og sted inden 7. februar 2025 ved brug af kniv og pistol at dræbe den 26-årige polske mand.
Drabet skal være sket i forening og efter forudgående aftale - muligvis med flere ukendte gerningsmænd.
De er også sigtet for usømmelig omgang med lig.
Ifølge sigtelsen skal de have gemt liget af den polske mand i en spildevandsbrønd i Harlev, som ligger vest for Aarhus, efter at de dræbte ham.
Den 30-årige kvinde, der lørdag skal fremstilles i grundlovsforhør, er den samme, som blev varetægtsfængslet i sagen i maj, oplyser Casper Homann.
Hun blev kortvarigt løsladt, men er nu blevet anholdt igen.
Vagtchefen kan ikke oplyse, hvornår hun blev løsladt.
Kvinden er dansk, mens den 41-årige mand er polsk. Begge bor i Danmark.
/ritzau/
