En 30-årig randrusianer mødtes med to mænd og en kvinde på McDonald's på Tørvebryggen i Randers ved 22-tiden to dage før juleaften i fjor.
Hvad de fire helt præcist talte om, og hvorfor de skulle mødes, står indtil videre hen i det uvisse.
Men sikkert er det, at den 30-årige kort efter blev offer for et særdeles kynisk og brutalt drab, da han fra klos hold blev skudt direkte gennem højre øje.
Torsdag morgen begynder retsopgøret mod de tre tiltalte i en nævningesag ved Retten i Randers.
Det momentant dødelige skud blev affyret fra en halvautomatisk Glock 9 mm-pistol.
Liget af den 30-årige blev fundet af en tilfældig forbipasserende halvanden time efter det fatale møde på McDonald's.
Det livløse offer lå ved indgangspartiet til Randers Regnskov på Tørvebryggen 1 blot et par stenkast fra McDonald's på den anden side af vejen, hvor de fire var mødtes forinden.
De tre tiltalte - en 36-årig mand, en 19-årig mand og en 39-årig kvinde - er alle fra Aalborg og i forvejen kendt fra det kriminelle miljø.
I første omgang var de alle sigtet og også siden tiltalt for manddrab eller medvirken til manddrab. Men efter grundig efterforskning har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi for nylig konkluderet, at kvinden og den unge mand formentlig ikke har direkte forbindelse til selve drabet.
Så i det gældende anklageskrift, der vil blive læst op torsdag morgen i tinghuset i Randers, er det alene den 36-årige, som er tiltalt efter straffelovens paragraf 237.
Den 19-årige mand og den 39-årige kvinde er, i lighed med den formodede drabsmand, tiltalt for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder, brugstyveri af en bil samt tyveri.
Ifølge anklageskriftet har de alle tre været til stede på gerningstidspunktet, og de var derfor også klar over, at drabsvåbnet og ekstra tilhørende ammunition lå i bilen, da de efter skuddrabet flygtede sammen, mener politiet. Derfor tiltalen for våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder.
Efter det dræbende skud blev de tre juleaftensdag efterlyst med navn og billede både i Danmark og i udlandet via Interpol.
Som Østjyllands Politis efterforskere formodede, skulle det da også vise sig, at de havde sat retning mod syd og ud af landet under flugten, som skete i en stjålet Ford Kuga. Den havde de påmonteret stjålne nummerplader fra en anden bil.
De to mænd og kvinden blev senere samme dag anholdt i nærheden af Neumünster cirka 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse. En specialenhed under tysk politi havde fulgt flugtbilen fra civile køretøjer, og i en større koordineret aktion slog de til mod de drabssigtede midt på motorvejen.
Anholdelsen skete uden dramatik.
Efter udlevering fra Tyskland blev de fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers i januar.
Her nægtede de sig alle skyldige i drabssigtelsen. Den 36-årige og stærkt tatoverede hovedgerningsmand, som ankom til retsbygningen bæltefikseret, erkendte delvist ulovlig besiddelse af skydevåben.
De har siddet varetægtsfængslet siden grundlovsforhøret.
Der er afsat fire dage til nævningesagen.
