Retten i Odense har torsdag idømt en 30-årig mand tre års ubetinget fængsel for hvidvask af 78 millioner kroner, oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Med dommen mod den 30-årige Mohamad Ryad Hlewa følger desuden en afgørelse om udvisning med et indrejseforbud, som gælder i 12 år.
Mohamad Ryad Hlewa blev dømt, efter at han valgte at aflægge tilståelse.
- Den dømte har været kurér i et netværk, der har organiseret hvidvask af penge for kriminelle på tværs af landet. Herefter er udbyttet så blevet kanaliseret ud af landet. Det er alvorligt, og det afspejler rettens afgørelse også, siger specialanklager Jhin Lee i pressemeddelelsen fra NSK.
Retten har desuden konfiskeret 665.000 kroner og 8480 dollar i kontanter.
Hlewa var en af i alt 13 anholdte, som blev sigtet for hvidvask efter en politiaktion i september sidste år. Han har siddet varetægtsfængslet siden.
NSK oplyste i den forbindelse, at de anholdte udgjorde et familienetværk, som samarbejdede med organiserede kriminelle om hvidvask af store pengebeløb, der stammer fra kriminalitet.
- Jeg er tilfreds med, at vi har bremset dem i deres kriminelle foretagende, der medfører stor skade på vores samfund og undergraver vores regler, legale strukturer og normer, lød det i forbindelse med anholdelserne fra ledende politiinspektør Michael Kjeldgaard.
Kort før jul valgte en 21-årig mand at tilstå sin rolle i sagen. Han, Mohammad Imad Allabed, blev idømt fængsel i fire år og tre måneder samt udvist med et 12-årigt indrejseforbud. Allabed blev dømt for at have haft en ledende rolle.
Tre personer er fortsat varetægtsfængslede i sagskomplekset.
/ritzau/