En lille pige, der søndag aften faldt ud af et vindue fra 3. sal på Ballumgade på Vesterbro, er død. Det bekræfter Københavns Politi.

Familien til den lille pige har været samlet på Rigshospitalets Traumecenter siden ulykken fandt sted, men pigen vågnede aldrig op efter faldet.

- Vi fik at vide, at de pårørende havde vurderet, at skaderne var så store, at de besluttede at slukke respiratoren klokken 15.38, siger vagtchef Claus Rønnegaard fra Københavns Politi.

Et tragisk uheld
Politiet mener, at den lille pige selv fik åbnet hasperne til et vindue, hvorefter hun faldt ud på fortovet langt nede under lejligheden på 3. sal. Moderen var til stede i lejligheden, men befandt sig i et andet rum omkring klokken 17.30 søndag, da ulykken skete.

- Vi betragter ikke sagen som kriminel handling, men som en tragisk hændelse. Man kan slet ikke forestille sig at komme hjem og skulle kigge ud af det vindue igen, siger vagtchef Claus Rønnegaard.

Forældrene til den lille pige driver en restaurant nær Hovedbanegården i København, men selvom spisestedet normalt har åbent til frokost, var dørene til restauranten lukkede indtil  klokken 17 mandag.

- Restauranten holder åbent, men chefen er her ikke. Familien er i sorg, De har brug for tid til at komme sig over den tragiske situation, siger en medarbejder til bt.dk.

En handlende nær restauranten er ligeledes berørt over det tragiske dødsfald, Han fortæller, at familien havde overvejet at sælge restauranten. Blandt andet fordi, at moderen gerne ville være mere sammen med sine børn. Ud over den 3-årige pige har familien en lille dreng.

Ulykkelig nabo
Tobias Larsson, der bor i ejendommen på 1. sal, er dybt rystet over beskeden om, at den lille pige fra 3. sal nu er død af sine kvæstelser. Han kender kun den berørte familie som høflige mennesker, der hilser pænt, når han træffer dem i opgangen.

- Nej, hvor er det forfærdeligt. Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg er dybt berørt på familiens vegne, siger Tobias Larsson, der selv har børn.

Tobias Larsson mener ikke, at vinduerne i ejendommen er særligt usikre, men for at undgå ulykker har han selv sat strips på vinduerne for at beskytte sine børn mod netop dét, der skete for familien på 3. sal.

Tirsdag vil der være et retsligt ligsyn, hvor retsmedicinere fastlægger dødsmåde og årsage og derefter sammen med politiet vurderer, om der skal foretages obduktion.

opdateres