Den 29-årige M.A.S.A-T, der menes at stå bag et voldsomt overfald med en økse mod et ungt par i Birkerød lørdag og et bankrøveri mandag, er blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Lyngby.

Iklædt et par lyseblå shorts med hvide striber og en lysebrun trøje trådte den 29-årige M.A.S.A-T smilende ind i Retten i Lyngby, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg og for at have begået et bankrøveri mod en Danske Bank i Ringsted.

Dommeren besluttede at lukke dørene ved retsmødet af hensyn til efterforskningen, men inden de blev lukket, oplyste forsvareren Peter la Cour, at M.A.S.A-T ikke har ønsket at fortælle ham, hvordan han forholder sig til sigtelserne.

Mens den 29-årige flere gange vendte sig smilende og grinene mod tilhørerne, kunne Peter la Cour derfor oplyse, at den tiltalte nægtede sig skyldig. Godt en time efter besluttede dommeren at varetægtsfængsle M.A.S.A-T i fire uger.

Anklager Bente Schnack har desuden begæret en mentalundersøgelse af den 29-årige, på grund af den »umotiverede vold mod to sagesløse unge mennesker.«

M.A.S.A-T har i forlængelse af grundlovsforhøret anmodet om en ny forsvarer.

M.A.S.A-T blev anholdt mandag aften på en stripklub i København kort før klokken 22.00. Anholdelsen af den formodede gerningsmand blev gennemført i tæt samarbejde med politikredsene på Sjælland og med Rigspolitiet.

Ifølge BTs medarbejder på stedet var der et stort antal bevæbnede betjente til stede under anholdelsen. Den anholdte var iklædt hvid dragt og blev ført ud fra en adresse på Istedgade og direkte ind i en bil.

Ved Retten i Lyngby kom det desuden frem, at de to 19-årige, der blev overfaldet lørdag, er sluppet fra hændelsen med livet i behold og begge er uden for livsfare. Kvinde fik åbent kraniebrud, sår på halsen, ryggen og hånden. Den unge mand fik sår i hovedet, skulderen, ryggen og hånden.

Under overfaldet kæmpede de begge imod, inden de søgte tilflugt på en tankstation.

Under bankrøveriet mandag lykkedes det gerningsmanden at slippe afsted med 28.399 kroner, som han lagde i en gul Netto-pose. Af den grund er den 29-årige sigtet for røveri.