29-årig mand straffes: Får livstid
29-årig mand idømmes som den syvende livstid for bandedobbeltdrab i Kalundborg i 2020. Han anker.

29-årig mand idømmes som den syvende livstid for bandedobbeltdrab i Kalundborg i 2020. Han anker.

En 29-årig mand straffes med fængsel på livstid for et bandedobbeltdrab og et drabsforsøg.
Det var om aftenen den 17. november 2020 på Menys parkeringsplads i Kalundborg, at de tre mænd blev skudt i en hævnaktion, som bandegrupperingen Loyal To Familia (LTF) stod bag.
Dommen er afsagt fredag af Retten i Holbæk, der til denne sag gør brug af et særligt sikret retslokale i København.
Retten har fundet det bevist, at den 29-årige mand var LTF'er, og at han deltog aktivt i planlægningen af de brutale drab og drabsforsøget.
Udgangspunktet er fængsel på livstid i en sag af denne type, siger retsformanden, og retten har ikke fundet grundlag for at fravige det.
Alle nævninger og juridiske dommere var enige om, at straffen måtte være fængsel på livstid.
En livstidsdom betyder som udgangspunkt indespærring resten af livet. I Danmark kan man som livstidsdømt tidligst søge om at blive prøveløsladt efter 20 år.
Foruden livstidsdommen er han idømt et forbud mod at opholde sig i otte områder i landet. Forbuddet træder i kraft, hvis han en dag løslades, og så gælder det i ti år.
Sagen er ikke endeligt afgjort.
- Den ankes med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, siger forsvarer Berit Ernst.
Den 29-årige mand er beskyttet af et navneforbud, der er blevet udstrakt til at gælde også under ankesagen. Derfor er det strafbart at røbe mandens identitet.
RITZAU