En ung kvinde blev her til formiddag dræbt, da hun blev kørt ned af en lastbil i Valby. Hendes to-årige datter er kvæstet.

En 29-årig kvinde mistede mandag livet, da hun blev kørt ned af en lastbil i en højresvingsulykke.

- Chaufføren må havet overset cyklisterne. Et eller andet må der være gået galt, når han kunne overse dem ved højlys dag, siger ordenspolitiets centrale vagtleder, John Hansen, til bt.dk.

Ulykken skete i krydset ved Toftegaards Plads og Vigerslev Allé i Valby.

I følge bt.dks reporter på stedet, Karina Svensgaard, var området afspærret i halvanden time. Kvinden var formentlig fastklemt under bilen.

- Chaufføren stod og tudbrølede bagefter. Han er 60 år og skal snart på pension. Han har altid været pligtopfyldende og der har aldrig været nogle problemer med hans lastbil, kunne øjenvidner og chaufførens kollega fortælle.

Chaufføren og to vidner var efter ulykken så chokerede at de måtte modtage krisehjælp. Den dræbte kvindes to-årige datter er indlagt. Hendes tilstand er ukendt.