Iført en blå og grå trøje og sorte arbejdsbukser har en rødblond mand onsdag formiddag taget plads i Dommervagten ved Københavns Byret.
Med hænderne i skødet og fødderne krydset under stolen lytter han roligt, da sigtelsen mod ham bliver læst op af anklageren.
Han er mistænkt for at være skyld i en fireårig piges død.
For uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Mere konkret er han sigtet for tirsdag omkring klokken 17.15 at have påkørt den lille pige, som var iført lyserød flyverdragt, i krydset ved Holmbladsgade og Hessensgade på Amager.
Det skete, da han 'uden at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed' undlod at holde tilbage for den gående pige, hvorved han påkørte hende med sin varevogn, lyder det i sigtelsen.
Ydermere skal han have gjort det, mens han var påvirket af THC, som er det aktive stof i cannabis.
Han nægter sig skyldig.
Ifølge hans forsvarer var han ikke klar over, hvad der skete. Derfor afviser han også at være stukket af fra gerningsstedet, selvom politiet først kunne skride til anholdelse af ham knap en halv time efter ulykken.
I retten forklarer den 29-årige, at han var på vej hjem fra arbejde og netop havde handlet i Meny, da han kom kørende ved Hessensgade.
Normalt kører han en anden vej, men på grund af vejarbejde tog han tirsdag eftermiddag netop den rute. Ved ulykkesstedet så chaufføren en mand. Ikke andre, forklarer han og tilføjer, at han orienterede sig i bilens spejle og over skulderen, før han tog et venstresving og kørte videre.
Kort tid efter fik han så øje på en cyklist, der så noget rystet ud. Og det var her, han fik at vide, at han skulle have påkørt en person.
»Jeg bemærkede ingenting. Jeg ville fandeme ikke være kørt videre, hvis jeg havde ramt en lille pige.«
»Jeg har ligget hele natten og tænkt over, hvor fanden hun har været henne. Jeg kan ikke placere hende på min kørebane,« fortæller han.
Videre afviser han at have været synderligt træt eller på anden vis ude af stand til at køre bil. Om de stoffer, der er fundet i hans blod, fortæller han, at han ikke havde taget noget tirsdag.
»Jeg havde det i blodet, men det var fra weekenden. Jeg har bare røget nogle joints,« siger han og afviser i øvrigt, at han har et misbrug.
Efter at være blevet gjort opmærksom på ulykken vendte den 29-årige tilbage til gerningsstedet, hvor han blev anholdt.
I mellemtiden var den fireårige pige blevet hastet til Rigshospitalet, hvor læger kæmpede for hendes liv. Forgæves.
Klokken 18.03 døde hun af sine kvæstelser, fremlægger anklageren blandt andet i retten, før han argumenterer for, at den 29-årige skal varetægtsfængsles i sagen.
Noget, hans forsvarere kæmper i mod. Men uden held.
Dommeren beslutter at varetægtsfængsle den 29-årige frem til 2. januar.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.