Der var gevinst, da Nordjyllands Politi i juni ransagede en adresse i Hjørring Kommune.
For politikredsen fandt store mængder narkotika på adressen, og nu er en 29-årig mand dømt i sagen.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den nordjyske mand kan nu se frem til 10 års fængsel for narkobesiddelse.
Helt præcist blev han dømt for at besidde 21,409 kilo amfetamin – herunder 531 milliliter amfetaminolie med en koncentration på 39 procent. Det kan udfældes til 1,560 kilo amfetamin i pulverform.
Dertil kommer 5957 ecstasypiller indeholdende MDMA og 377,41 gram ketamin.
Den 29-årig mand tilstod forholdet.
»Det er jeg naturligvis meget tilfreds med – for der er tale om en alvorlig sag; og strafsanktionen viser klart, at vi som samfund ikke accepterer narkotikaforbrydelser. Vi finder det derfor passende, at retten har afsagt en dom, der afspejler sagens alvor,« siger anklager Karlos Dul, der førte sagen for anklagemyndigheden i retten.
Den dømte blev desuden frakendt retten at føre motordrevet køretøj – bortset fra lille knallert – i tre år, fordi han i maj i år kørte galt i en brugsstjålet bil, mens han var påvirket af kokain.
