28-årig varetægtsfængslet efter knivdrab i Holstebro
Lørdag meldte to efterlyste sig selv efter drab i Holstebro. En 28-årig blev søndag varetægtsfængslet i sagen.

Lørdag meldte to efterlyste sig selv efter drab i Holstebro. En 28-årig blev søndag varetægtsfængslet i sagen.

En 28-årig mand er blevet varetægtsfængslet frem til 22. maj, efter at han søndag blev fremstillet i grundlovsforhør, hvor han stod sigtet for drab.
Det skriver TV Midtvest.
Den 28-årige blev fremstillet sammen med en 18-årig mand, efter at en 35-årig mand natten til lørdag blev dræbt af knivstik i Holstebro.
Den 18-årige stod sigtet for medvirken til drabet. Han blev efter grundlovsforhøret løsladt, skriver mediet.
Mændene meldte sig selv lørdag, efter at politiet havde efterlyst dem offentligt med navn og foto.
Begge nægter sig skyldige.
Drabet på den 35-årige mand fandt sted natten til lørdag på Rendsborggade 47 i Holstebro.
Omkring klokken 03.20 løb to mænd fra stedet. Politiets efterforskning tyder på, at det var den 18-årige og den 28-årige.
Da mændene ikke var anholdt lørdag eftermiddag, udsendte politiet en efterlysning af de to med både navn og foto.
Herefter meldte mændene sig selv til politiet.
Det er politiets opfattelse, at drabet er sket i misbrugsmiljøet, men der er ikke umiddelbart kommet noget frem om motivet.
Selv om to mistænkte er anholdt, vil politiet stadig gerne høre fra folk, som kan have oplysninger til brug for sagen.
- Vi er stadig interesserede i vidner, der har set de to personer løbe fra gerningsstedet omkring klokken 03.20 natten til lørdag eller har viden om deres færden efterfølgende, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.
I søndagens grundlovsforhør har en dommer vurderet, om der er grundlag for at varetægtsfængsle de to mistænkte.
Retsmødet begyndte klokken 10 i Retten i Herning.
Ifølge TV Midtvest har dørene været lukket efter oplæsningen af sigtelsen. Det har derfor ikke været muligt at høre, hvad de sigtede har forklaret. Pressen blev lukket ind til oplæsningen af domskendelsen.
/ritzau/