En 28-årig mand er blevet stukket med kniv i Frederiksværk og bragt til skadestuen. Han er ikke i livsfare.

Det oplyser Nordsjællands Politi på den sociale platform X.

Ingen er anholdt i sagen, oplyser politiet.

Politiet kender ikke baggrunden for knivstikkeriet, lyder det på X.

- Det er politiets opfattelse, at der er tale om et enkeltstående tilfælde, hvorfor borgere i området ikke skal være nervøse, lyder det på X.

En efterforskning, der skal klarlægge omstændighederne, er i gang.

Klokken 06.20 rykkede politiet ud til Møllevangsvej i Frederiksværk i forbindelse med knivstikkeriet.

Omkring klokken 11.00 er politiet færdige på stedet.

/ritzau/