Endnu en mand er anholdt i drabssagen fra Holbæk sidste år, hvor den 18-årige Zobair Saidi blev skudt og dræbt.
Midt- og Vestsjællands Politi skriver på Twitter, at man har anholdt en 28-årig mand fra Nordvestsjælland i sagen.
Der er tidligere foretaget flere anholdelser i sagen, og i øjeblikket sidder tre personer varetægtsfængslet.
Om aftenen 28. april 2019 blev den blot 18-årige mand skudt flere gange i hovedet og på kroppen ved bebyggelsen Ladegårdsparken i Holbæk. Han døde senere af sine kvæstelser.

Den 28-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør senere tirsdag.
På nuværende tidspunkt har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen.
Inden for den seneste måned har politiet fået et gennembrud i sagen.
Flere personer er blevet anholdt, og politiet har tidligere udtalt, at efterforskningen tyder på, at drabet på den unge mand var planlagt.
Politiet kalder drabet for en likvidering, hvor den 18-årige efter politiets opfattelse blev lokket i en fælde.
De tre personer, der allerede er anholdt i sagen, er en 20-årig kvinde, den 27-årig mand og en 25-årig mand.
Ifølge Ritzau udløber alle tre fængslinger tirsdag.
Derfor skal en dommer nu tage stilling til, om der er grundlag for at fortsætte med at tilbageholde dem.
