395.000 kroner. Så mange penge nåede en kontoransat at hive ud af to nordjyske kommunekasser, inden hun blev opdaget.

Den 28-årige kvinde var ansat i Frederikshavn Kommune og senere Jammerbugt Kommune, da bedrageriet fandt sted.

Det skriver Nordjyske, der var til stede i Retten i Hjørring, da den 28-årige kvinde blev idømt et års ubetinget fængsel for forholdene, som hun erkendte sin skyld i.

Bedrageriet fandt sted mellem februar 2018 og april 2019, og det startede, da hun 23. februar sidste år overførte omtrent 4.500 kroner til sig selv fra Frederikshavn Kommunes pengetank.

I alt nåede hun at stjæle 295.000 kroner fra kommunen, før hun blev opdaget og sigtet for bedrageri i maj.

Det forhindrede hende dog ikke i søge - og få - job på kontoret i Jammerbugt Kommunen, hvor hun fortsatte sit økonomiske bedrageri.

I maj i år blev hun taget med fingrene i kagedåsen, da hun fire gange forsøgte at overføre 13.500 kroner til sin private konto.

I retten forklarede hun, at de mange penge var blevet brugt på at indfri forbrugslån og på forbrug.

Bedrageriet kunne dog være undgået, hvis kommunerne havde tjekket den 28-åriges straffeattest.

Havde de gjort det, kunne de have konstateret, at hun allerede var dømt for økonomisk kriminalitet.

I 2016 blev hun ifølge Nordjyske idømt en betinget straf for underslæb, og hun var fortsat i sin prøvetid, da hun blev ansat i de to nordjyske kommuner.

Til Nordjyske oplyser kommunerne, at de ikke kan kommentere den konkrete sag, men at indhentning af straffeattester kun sker ud fra konkrete vurderinger.