Han fik en række mindreårige piger til at udføre seksuelle forhold på sig selv, groomede en række mindreårige og udsatte dem for ulovlig tvang.

Sådan lød den udlægning af sagen mod en 28-årig mand, som mandag førte til, at han er blevet dømt til fængsel i Retten i Næstved.

Det skriver Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi i en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at krænkelserne foregik på blandt andet det sociale medie Snapchat.

Den dømte blev blandt andet fundet skyldig i grooming, og i at have udført såkaldt 'sextortion' mod pigerne – et begreb der dækker over seksuel afpresning.

Derudover blev han dømt for at have haft andet seksuelt forhold end samleje med en pige på 14 år.

Straffen endte med at lyde på 2,5 års fængsel. Den dømte blev derudover idømt et bolig-, besøgs- og kontaktforbud. 

Det vil sige et forbud mod i visse situationer at have kontakt med personer under 18 år.

Den dømte valgte at modtage dommen.