Den 28-årige Rasmus Kragh fra Hadsund er ved Retten i Aalborg torsdag blevet idømt 13 års fængsel for at have dræbt en 40-årig kvinde og efterfølgende delvis parteret hendes skændede lig.

Det yderst bestialske drab med 10 knivstik i halsen og ansigtet mod den 40-årige viborgenser skete i november i fjor i mandens garage ved hans hjem i Nørregade i Hadsund, efter at han og kvinden tilfældigt havde truffet hinanden og faldet i snak på værtshuset Jagtstuen få timer tidligere.

De bestemte sig for at gå sammen hjem til den 28-årige.

Men her skulle det ulykkeligvis vise sig, at den nordjyske klejnsmed, som er far til to, havde helt andre og frygtelige hensigter med at invitere hende.

Da den usædvanlige retssag begyndte i sidste uge, forklarede den 28-årige, at han gennem længere tid har været stærkt fascineret af knive. Blandt andet kom det frem, at han havde skarptslebne knive hængende på væggen over hovedgærdet til sin seng.

Og at han i mindst et enkelt tilfælde havde lagt en af knivene mod halsen af sin kæreste, mens de havde sex.

Det kom også frem i retten gennem vidneforklaringer fra Rasmus Kraghs nærmeste, at han var fascineret af den tredobbelte morder Peter Lundin.

Og at han i flere tilfælde havde udtrykt ønske om at 'skære i nogen bare for at mærke, hvordan det føles' og flere andre udsagn i samme uhyggelige kategori.

De venner og kæresten, han havde sagt det til, havde dog bare opfattet det som dum snak og havde ikke taget det alvorligt.

Ikke før natten til den 11. november i fjor, hvor den 40-årige kvinde fra Viborg blev den 28-årige klejnsmeds uskyldige offer.

Da politiet ankom til gerningsstedet, var manden der stadig. Han var indsmurt i blod på begge arme og hele overkroppen.

Kvindens delvis parterede lig var pakket ned i en plastiksæk, der var surret til med et stykke ledning.

Ved siden af lå en blodig nedstryger, to hobbyknive, to fukssvanse og en køkkenkniv.

Ganske kort før drabet havde han henvendt sig til sin jævnaldrende kammerat, som på det tidspunkt sad og sov rus ud i sin bil uden for i Nørregade.

I vidneskranken forklarede kammeraten:

»Han banker på taget af min bil og spørger, om jeg vil med ind og kneppe hende og slå hende ihjel. Jeg sagde til ham, at han var dum at høre på, og at nu skulle han holde sin kæft. Jeg tænkte ikke andet, end at det bare var noget pis, han fyrede af, men jeg blev tosset på ham. Jeg sagde også til ham, at han skulle give mig den køkkenkniv, han viste mig, at han havde i inderlommen.«

Desværre skulle det vise sig, at den 28-årige mente det, han sagde. Han har hele tiden nægtet sig skyldig. Hans begrundelse er, at han ikke kan huske noget som helst fra timerne før, under og efter det bestialske drab.

Derfor har domsmandsretten også skullet tage stilling til, om manden befandt sig i en patologisk rus, da kvinden blev dræbt.

Ved en patologisk rus kan man være psykotisk og dermed i en tilstand, hvor man ikke selv er klar over, hvad man foretager sig. I visse tilfælde kan der dermed opnås straffrihed. Men ikke hvis tilstanden er selvforskyldt. Flere vidner har forklaret under retssagen, at den 28-årige kan blive meget aggressiv, når han indtager alkohol. Og det er fastslået, at han havde drukket en hel del øl og whisky og også taget to Stesolider i timerne op til drabet.

Retslægerådet har afvist, at han kan have været i en patologisk rus i gerningsøjeblikket. En mentalerklæring, som er lavet på ham tidligere på året, konkluderer, at han er egnet til almindelig straf.

Efter dommen på de 13 års fængsel udbad Rasmus Kragh sig betænkningstid med henblik på eventuel anke til landsretten.