Lyt til artiklen

En 27-årig mand er blevet anholdt og sigtet for drabet på den 21-årige mand, der i marts blev fundet død i sin bil i Viby.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Manden blev anholdt tirsdag formiddag klokken 10 på en adresse i Aarhus.

Han fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Aarhus klokken ni.

»Vi har i vores efterforskning foretaget et meget systematisk og struktureret efterforskningsarbejde. Vi har kigget timevis af videoovervågning igennem, foretaget en række vidneafhøringer og et stort antal tekniske undersøgelser, og det har alt sammen været med til at lede os frem til anholdelsen af den 27-årige,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Den 27-årige er ud over drabet sigtet for besiddelse af skydevåben på et offentligt sted under særligt skærpende omstændigheder.

Motivet til drabet er endnu ikke afklaret.

Den anholdte har ingen form for relation til den skuddræbte 21-årige mand, og offeret har ingen forbindelse til det kriminelle miljø.

»Vi har arbejdet ud fra flere forskellige hypoteser til motivet for drabet, men det var dog allerede tidligt i efterforskningen, at vi kunne fastslå, at den 21-årige var et helt tilfældigt offer. Han havde ingen relationer til det kriminelle miljø eller til bandegrupperinger, og han har heller ingen forbindelse til den nu anholdte person,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Østjyllands Politi kan ikke udelukke, at drabet kan være banderelateret, men det er fortsat for tidligt at konkludere, hvad motivet til skudafgivelsen var.

»Videoovervågning viser, at der mindst var to personer på gerningsstedet, så vi kan ikke udelukke, at der vil komme yderligere anholdelser. Vi har fortsat en del efterforskningsskridt, der skal foretages, og som vi gerne vil holde for os selv på nuværende tidspunkt. Derfor ønsker vi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen,« siger Brian Voss Olsen.

Anklagemyndigheden vil af hensyn til den videre efterforskning anmode om, at grundlovsforhøret bliver afholdt bag lukkede døre.