Et 27-årigt bandemedlem blev mandag udleveret til Danmark, hvor han er sigtet for flere drab og drabsforsøg.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet har manden været efterlyst af politiet i flere år, men blev i marts anholdt i Kosovo.
Nu er han blevet sendt til Danmark og skal tirsdag formiddag fremstilles i et grundlovsforhør.
Den 27-årige mand er sigtet for drab i en sag fra april 2020, hvor en 22-årig mand blev skudt og dræbt på Åfløjen i Brønshøj og et drabsforsøg på Gadelandet i Brønshøj nogle dage forinden.
Syv personer er allerede idømt langvarige fængselsstraffe i sagerne.
Desuden er han sigtet for to drab og et drabsforsøg, der fandt sted i Kalundborg i november 2020.
Her mistede to mænd på 21 og 24 år livet, mens en tredje mand blev hårdt såret af skud.
Seks personer er i forvejen idømt livstid for deres roller i sagen fra Kalundborg.
