En 27-årig mand opførte sig så voldsomt og truende i en Netto-forretning i Odense, at han endte sit voldsomme besøg i dagligvareforretningen med en anholdelse.

Og torsdag skal han så fremstilles i grundlovsforhør.

Det oplyser Bjarne Tykgaard, der er politikommissær ved Fyns Politi, til B.T. torsdag formiddag.

Den 27-årige mand kom ind i Netto, der ligger på Hans Mules Gade, onsdag formiddag klokken 11:42, og hurtigt derefter begyndte han at lave en voldsom ballade i forretningen.

»Han råber op og har en truende facon, og så forsøger han at få udleveret penge ved kassen,« fortæller Henrik Strauss, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Den 27-årige havde dog ikke held med sit foretagende. Måske fordi byens politistation ligger lige på den modsatte side af Netto-forretningen.

»Vi er hurtigt fremme og slår en klo i ham ude foran butikken,« fortæller vagtchefen.

Og i løbet af torsdagen skal den 27-årige så fremstilles i grundlovsforhør.