Flere personer, herunder børn, skulle skydes og dræbes på brutal vis ved en række skoler og daginstitutioner.

Det var den hensigt, en 27-årig mand fra Hobro detaljeret havde planlagt og beskrevet i et manifest og en række videooptagelser, lyder tiltalen mod manden.

Han sidder mandag tiltalt ved Retten i Aalborg for forsøg på manddrab og for at have foretaget handlinger som led i den forbindelse.

Sådan lyder dele af anklageskriftet i sagen mod den 27-årige mand.

»Det er en særdeles alvorlig sag. Vi mener, at den 27-årige mand har udført adskillige forberedelseshandlinger med forsæt til at begå drab, herunder har han anskaffet sig skydevåben og skarp ammunition,« har specialanklager ved Nordjyllands Politi, Kim Kristensen, udtalt i sagen.

»Det er vores opfattelse, at han af personlige årsager ville udføre skyderi på en eller flere skoler i Nordjylland eller Østjylland.«

Ved retssagens første dag er der flere ubesvarede spørgsmål i sagen.

Motivet er ukendt, antallet af skoler, der skulle beskydes, er ikke blevet meldt ud, ligesom de nøjagtige detaljer i udførslen af skoleskyderierne også er ukendt.

Retssagen kommer til at køre i Aalborg.
Retssagen kommer til at køre i Aalborg. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det er politiets opfattelse, at den 27-årig havde ført sine handlinger ud i livet, hvis ikke politiet havde foretaget anholdelse af manden i december 2020.

I perioden 2015-2019 forberedte han sig ifølge politiet ved at skrive et manifest med konkrete beskrivelser af, hvad han ville foretage sig: Nemlig at udføre masseskyderi, og hvordan han ville planlægge det.

At manden ifølge politiet har brugt knap fem år på et planlægge massakren vidner om en bekymrende viljestyrke, mener Jan Jarlbæk, tidligere efterforsker i Rigspolitiets Rejsehold.

»At det tilsyneladende er blevet planlagt over så lang tid vidner om, at der er en vis stålsathed til at udføre handlingen, og det er svært bekymrende,« har han tidligere udtalt til B.T.

Foruden at skrive et manifest, har manden ifølge politiet lavet adskillige videooptagelser, hvori han beskriver sit ønske om at udføre et masseskyderi.

I anklagen mod den 27-årige lyder det, at han har foretaget »talrige« søgninger og indhentet oplysninger om forskellige skoler og uddannelsesinstitutioner – herunder en børnehave.

Det var tilsyneladende en tilsvarende riffel, som den 27-årige ville købe på DarkWeb.
Det var tilsyneladende en tilsvarende riffel, som den 27-årige ville købe på DarkWeb. Foto: JOE RAEDLE
Vis mere

Oplysninger dækker blandt andet over ringetider, antal elever og undervisningsskemaer, lyder det i anklageskriftet.

Han havde også anskaffet sig en bil, to pistoler, lagt ordre på en riffel og opnået skydefærdigheder i forberedelserne til massakren.

Nogle af pistolerne fragtede han frem og tilbage i offentlige busser mellem adresser og sin egen i Hobro, lyder det i anklageskriftet.

Ifølge anklageskriftet anskaffede han sig en pistol af mærket Colt kaliber 22 og en 9 mm-pistol af mærket Glock. Det gjorde han i henholdsvis 2015 og 2017, hvorefter han opbevarede disse i sin lejlighed i Hobro.

Derudover anskaffede han sig »taktisk beklædning«, der blandt andet tæller en kasket, støvler, handsker, en vest med flere forlommer og et nylonbælte.

Den 27-årige, som er beskyttet af et navneforbud, har gennem hele forløbet nægtet sig skyldig. Han har siden april sidste år været varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling.

Retssagen er i første omgang berammet til fem dage. Der forventes at falde dom i februar.