Lyt til artiklen

En sag om hvidvask af over 120 millioner kroner har ikke blot ført en årelang fængselsdom til en 45-årig med sig.

Onsdag har den også ført til anholdelsen af en 27-årig mand.

Politiet har mistanke om, at den 27-årige står bag et omfattende kompleks af stråmandsselskaber. Selskaber, der ifølge politiet har hvidvasket intet mindre end 74 millioner kroner.

På baggrund af mistanken drog Københavns Politi onsdag morgen mod en adresse på Midtsjælland, hvor den 27-årige blev anholdt.

I den forbindelse blev mandens hjem desuden ransaget, og elektronisk udstyr taget med af politiet.

Senere på dagen vil den 27-årige blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret.

Her er det anklagerens plan at anmode om at få dørene lukket. Dermed holder politiet altså detaljerne fra den foreløbige efterforskning for sig selv.

I en pressemeddelelse beskriver politiet dog, at man kom på sporet af den nu sigtede under efterforskningen af en 45-årig mand.

Sidstnævnte blev 3. august idømt fem års ubetinget fængsel for netop hvidvask.

Denne augustdag tilstod den 45-årige at have hvidvasket omkring 130 millioner kroner.

Han havde i årene forinden ageret mellemmand mellem danske virksomheder og såkaldte Hawala-agenter.

Kort og godt blev penge sendt frem og tilbage, så de til sidst fremstod rene.

For hver overførsel modtog den 45-årige omkring to procent af beløbet. Penge, der oftest blev udbetalt i euro, forklarede han i retten.

Her ønskede han ikke at oplyse navne på andre involverede. Ikke desto mindre er den 27-årige altså nu endt i politiets søgelys, og vicepolitiinspektør Peter Reisz vil ikke afvise, at der kan komme flere anholdelser i sagen.

»Det er en omfattende sag med store beløb, og vores efterforskning peger i retning af, at der er tale om en form for netværk.«