Den 27-årige mand, som politiet lørdag anholdte i sagen om mordet på den 22-årige Anders Mark Hansen, nægtede sig skyldig under grundlovsforhøret i Retten i Holbæk søndag.

Det var en tavs 27-årig mand, der søndag efter klokken 13 mødte op i Retten i Holbæk, skriver bt.dk.

Den sigtede, som er meget kraftig af bygning og meget bredskuldret, var klædt i mørkeblåt joggingtøj og havde slidte badesandaler på fødderne.

Mens sigtelsen blev læst op, sad den 27-årige, der lørdag blev anholdt på sin bopæl i Køge på Østsjælland, med hænderne i skødet og lyttede.

Den sigtede ville gerne svare på anklagerens spørgsmål, men nægtede sig skyldig i anklagen om mord på den 22-årige Anders Mark Hansen. Herefter lukkede dommeren dørene pga. den fortsatte efterforskningen i sagen.

Ifølge politiet er der mistanke om, at den 27-årige mand dræbte Anders Mark Hansen i fællesskab med den allerede anholdte 33-årige mand i Fællesskoven ved Stevns.

- Han har relation til den 33-årige. Vi ved ikke helt, hvor godt de kender hinanden, men vi mener, at de har været sammen om det, sagde vicepolitiinspektør Per Heide Sørensen fra Midt- og Vestsjællands Politi tidligere til bt.dk.

Den 33-årige mand, som blev anholdt torsdag, bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag eftermiddag. Retten fandt fredag ikke, at der var tilstrækkeligt med beviser mod den sigtede til en varetægtsfængsling.

Det mener man, at have nu. Og derfor bliver den 33-årige genfremstillet i grundlovsforhør. Og denne gang regner politiet med, at han kan varetægtsfængsles.

- Det er retten, der skal afgøre det. I fredags vurderede retten ikke, at der var grundlag for at varetægtsfængsle den 33-årige. Men vi mener, at beviserne er blevet bedre nu, sagde Per Heide Sørensen ifølge bt.dk.