Opdatering: Sydsjællands Politi skriver på Twitter, at de indstiller efterlysningen af Lasse Bach Nielsen, da han nu selv har kontaktet politiet og er i god behold.

Fredag aften var 27-årige Lasse Bach Nielsen til firmafest i København med sine kollegaer fra et kloakfirma.

Efter festen sagde Lasse Bach Nielsen, der kommer fra Faxe, farvel til en kollega på Københavns Hovedbanegård kl. 04.00.

Lasse ville selv videre i byen, mens kollegaen tog hjem.

Siden har ingen set eller hørt fra den 27-årige mand.

Det bekymrer Lasses familie, som sidehen har kontaktet politiet om Lasses forsvinden.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forklarer til B.T., at den unge mands forsvinden især er bekymrende, fordi han aldrig før har gjort noget lignende.

Af den grund betegner vagtchef, Henrik Karlsen, sagen som »usædvanlig.«

Lasse Bach Nielsen bor til daglig i Faxe på Sydsjælland, hvor hans familie også bor.

Han har desuden en kæreste i Næstved.

Da Lasse forsvandt var han ifølge politiet i godt humør.

Han var iført sort vindjakke med pelskrave, blå cowboybukser, sorte sko og en rød kasket.

Hvis man kender noget til sagen og kan hjælpe med at finde Lasse igen, opfordrer politiet til, at man kontakter dem på 114.