Der er formentlig tale om en lokal mand på 27 år, mener Østjyllands Politi om den døde mand, der blev fundet ved Randers Bro ud for den sidste bådplads ved Randers Motorbåds Klub.

- Vi er lige i øjeblikket ved at få ham obduceret, og vi mener, der er tale om en lokal mand på 27 år. Når vi ikke kan sige det med 100 procents sikkerhed, så er det fordi de pårørende endnu ikke har fået identificeret ham, siger politikommissær og vagtchef hos Østjyllands Politi, Richardt Jakobsen.

Læge tilkaldt

Politiet fik et opkald klokken 4.42 lørdag morgen om at en mand var faldet i vandet ved broen, og der blev sendt en patrulje og et dykkerhold af sted. Klokken 5.21 blev han fundet af dykkere og klokken 5.34 erklærede en tilkaldt læge manden for død.

Lørdag formiddag var Politihjemmeværnet tilkaldt til den bådplads, hvor den døde mand blev fundet.

Hvervningsofficer Bjarne Mølbæk forklarede, at de skulle sikre området, som i første omgang blev betragtet som et gerningssted.

- Så længe man ikke ved, hvad der er sket, betragtes det som et sted, hvor der ikke må ødelægges beviser, sagde han.

Manden blev fundet i vandet ved den sidste bådplads, hvor en hvid sejlbåd ligger fortøjret. En blank kuglegrill stod på kajen og en cykel var placeret ved båden.