Var du til stede på Gyngemose Parkvej fredag aften ved 19-tiden, vil Vestegnens Politi gerne høre fra dig.

I hvert fald hvis du overværede det skyderi, som kostede en 27-årig ung mand livet.

Det skriver Vestegnens Politi i en pressemeddelelse.

Det kan også være, at du så flugtbilen, som kørte af sted og senere blev fundet i brand i Lyngby.

Skyderiet fandt sted på parkeringspladsen foran boligblokkene i kvarteret i Søborg, hvor DR's TV-Byen engang lå.

Området er normalt fredeligt og præget af de mange børnefamilier, der bor i områdets lejligheder.

Her blev manden skudt, mens han sad i en Audi.

Han døde kort efter af sine kvæstelser.

Nu søger politiet vidner, der har set noget i forbindelse med skyderiet. De vil også gerne høre fra beboere eller forbipasserende, der har set en stor hvid Mercedes SUV, som blev set køre væk fra stedet.

I den sad to mænd i sort tøj.

En tilsvarende bil blev fundet i brand i Hvidegårdsparken i Lyngby lidt før klokken 23 samme aften.

Politiet hører gerne fra vidner, som har set noget mistænkeligt før, under og efter hændelsen på Gyngemose Parkvej lidt over kl. 19 fredag aften eller i Hvidegårdsparken senere på aftenen:

»Vi er også meget interesserede i at høre fra vidner, som har set en stor hvid Mercedes SUV køre i området omkring Mørkhøj og Lyngby fredag aften mellem klokken 19.15 og 23,« siger politikommissær Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi.

Han tilføjer, at det er for tidligt at udtale sig om motiver og eventuelle relationer til kriminelle grupperinger – men at efterforskningen lige nu tyder på en målrettet handling.

Efterforskningen fortsætter og Københavns Vestegns Politi ønsker på nuværende tidspunkt ikke at frigive flere detaljer om undersøgelserne.

B.T. følger sagen...