En 27-årig mand er torsdag blevet anholdt i Esbjerg.

Han er sigtet for forsøg på manddrab i forbindelse med et knivstikkeri tirsdag aften.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet foretog torsdag eftermiddag en ransagning af en lejlighed på Marbækvej i Esbjerg, og det var her, at den 27-årige blev anholdt klokken 16.44.

Ved knivstikkeriet kom to personer alvorligt til skade, men begge er uden for livsfare.

Knivstikkeriet skete i forbindelse med et større slagsmål.

Anklagemyndigheden skal fredag tage stilling til en eventuel fremstilling i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.

Politikredsen har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt af hensyn til efterforskningen.