En 26-årig mand kom livsfarligt til skade, efter at han mandag morgen faldt ned fra en skraldebil og slog sit hoved i Grejs nord for Vejle.

Han er indlagt på Odense Universitetshospital og meldes i kritisk tilstand.

Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Arbejdsulykken skete mandag morgen klokken 07:13 på Havrebakken i Grejs.

Af endnu uvisse årsager faldt den 26-årige ned fra en godkendt platform på skraldebilen og slog hovedet i asfalten, mens han udførte sit arbejde som renovationsmedarbejder.

»Han stod på en godkendt platform ved skraldebilen, som man må stå på, når man kører fra sted til sted. Der sidder en sensor på bilen, som gør, at man ikke kan køre ret hurtigt, når der står en mand på platformen,« fortæller vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt til Vejle Amts Folkeblad.

Årsagen til arbejdsulykken skal nu undersøges af Arbejdstilsynet.

En bilinspektør har undersøgt skraldebilen for fejl og mangler.