En 26-årig mand er død efter en trafikulykke i det nordlige Herning torsdag aften.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på det sociale medie X.

Ulykken skete på Nakskovvej omkring klokken 20.33 torsdag.

Politiet undersøger årsagen til ulykken, men skriver, at bilisten har påkørt et træ.

Vagtchef Rasmus Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller, at en bilinspektør hjælper med at fastlægge årsagen til ulykken.

- Vi har ikke et billede endnu af, hvad der er foregået, siger vagtchefen.

- Bilinspektøren kan lave nogle opmålinger, der klarlægger en hastighed, og han undersøger også køretøjet for fejl og mangler. Det kommer der så en rapport på. Det gør vi altid i de sager, siger han videre.

Den afdøde bilists pårørende er underrettet.

Manden er fra lokalområdet.

/ritzau/