Grænsekontrollen af rejsende fra Sverige til Danmark begyndte tirsdag uden store problemer, oplyser politiet.

Første dag med politiets grænsekontrol af rejsende fra Sverige til Danmark er forløbet stille og roligt.

Det oplyser Københavns Politi.

Tirsdag i tidsrummet 10 til 14 blev 2472 biler, der kørte igennem Øresundstunnellen skannet, men der var kun et par håndfulde udslag på nummerplade-genkendelsesmaskinen.

En enkelt person blev taget uden kørekort.

Kontrollen kommer til at foregå på Øresundstoget, på Øresundsbroen og ved færgetrafikken i havnene i Helsingør, Frederikshavn, Grenaa og Rønne.

Når det gælder tog, vil kontrollen blive foretaget i Københavns Lufthavn, når passagerne stiger ud. Den kan også foregå om bord på toget fra lufthavnen til næste station, Tårnby.

For bilisternes vedkommende vil kontrollen foregå ved, at biler fra Sverige mod Danmark vinkes ind på en vigeplads efter Øresundstunnellen. Det er sådan, kontrollen foregik tirsdag.

Politiet vil ikke oplyse, hvor og hvornår kontrollen gennemføres, men det kan være på alle tidspunkter. Af den grund opfordrer politiet alle rejsende til at tage afsted i god tid.

Politiets fokus er særligt på grænseoverskridende kriminalitet, der vedrører sprængstoffer, våben og narkotika.

Regeringen meddelte 10. oktober, at der indføres midlertidig grænsekontrol for at forhindre kriminelle bander i at bevæge sit frit mellem landene.

Det sker i kølvandet på en lang række sprængninger i hovedstadsområdet, blandt andet ved Skattestyrelsen.

Det er politiets vurdering, at eksplosionen ved Skattestyrelsen 6. august blev udført af kriminelle, som var rejst over grænsen fra Sverige til Danmark.

Som en del af indsatsen etableres også et Grænsecenter Øresund, der får egne efterretnings-, analyse- og efterforskningsmæssige kapaciteter.

/ritzau/