Flere personer i Aarhus og omegn har den seneste tid fået besøg af betjente fra Østjyllands Politis specialstyrke, der har haft en sigtelse med i hånden.

Specialpatruljen fik i maj fat i en 22-årig hashsælger, der ud over lidt hash havde en mobiltelefon på sig, som politiet besluttede at undersøge nærmere.

En gennemgang af telefonen viste en række sms'er og telefonnumre på både mænd og kvinder, der havde købt hash af den 22-årige.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

'Selvom vi ikke fanger folk på fersk gerning i at købe hash, så viser sager som denne, at vi efterfølgende kan få fat i dem alligevel,' siger politikommissær og leder af specialpatruljen Kristian Harlev Sørensen i en pressemeddelelse og uddyber:

'Vi har løbende mange lignende sager, og vores erfaring er, at det er mange forskellige typer, der køber hash. Uanset hvem de er, så får de en hilsen fra os, når vi finder frem til dem.'

I alt har politiet indtil videre sigtet 25 personer, der alle ifølge politiet har fået et personligt besøg på deres adresse af den 22-årige hashsælger med det til formål at købe hash.

En af de personer, som politiet fandt frem til i denne sag, var en 16-årig pige fra Aarhus.

Hun blev noget overrasket, da der pludselig stod en betjent hjemme hos hende og familien og sigtede hende for besiddelse af hash.

'Vi møder fysisk op på folks adresser for at sende et klart signal om, at vi tager sagen meget alvorligt. Og forhåbentligt kan det være med til at få dem til at tænke sig om en ekstra gang, før de beslutter sig for at købe hash eller andre stoffer igen,' siger Kristian Harlev Sørensen.

De 25 sigtede personer kan se frem til en bøde på 2000-4000 kroner for besiddelse af hash.

Specialpatruljen kan ikke udelukke, at de finder frem til flere personer, der står listet i salgstelefonen.