Hvad en 25-årig mand var på udkig efter, da han mandag aften tog på indkøb i et 365 discountsupermarked i Skive, er uvist.

Men det var næppe de tre sigtelser, som han endte med at få ud af indkøbsturen.

»Han var meget opfarende og råbte højt, og så blev vi tilkaldt,« siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær, til TV Midtvest om den 25-åriges opførsel.

Men politiets ankomst ved 21-tiden fik ikke den 25-årige til at falde til ro.

Han fortsatte derimod med at genere sine omgivelser – nu også ordensmagten.

Det fik betjentene til at skride til anholdelse, men den 25-årige gjorde i den forbindelse så meget modstand, at de gjorde brug af deres peberspray.

Ved anholdelsen havde manden hash på sig.

Derfor sigtes han for både besiddelse af stoffer, for at overtræde ordensbekendtgørelsen og for at modsætte sig anholdelse.