Igennem to år udsatte han hende for to voldtægter og psykisk og fysisk vold. Hun måtte ikke gå på arbejde, ligesom han bestemte, hvilket tøj hun måtte gå i.

Det er hvert fald, hvad der står beskrevet i anklageskriftet i en sag, B.T. har fået aktindsigt i, og som der tirsdag skal for retten på Frederiksberg.

I anklageskriftet fremgår det blandt andet, at den 25-årige tiltalte mand gentagne gange i perioden 1. april 2019 og to år frem udsatte kvinden for det, der bliver beskrevet som »groft nedværdigende, forulempende og krænkende adfærd.«

En adfærd, der med anklagemyndighedens ord var egnet til utilbørligt at styre hende.

Her skulle han angiveligt have bestemt, at hun ikke måtte gå på arbejde – og når hun så alligevel gjorde det – skulle hun filme sin arbejdsplads, så han kunne holde øje med hende.

Derudover skulle han have taget intime billeder af hende uden samtykke og insinueret, at han ville dele dem. Han bestemte også, hvilket tøj og makeup, hun måtte gå i, ligesom han kaldte hende en masse skældsord.

Det fremgår også af anklageskriftet, at han udsatte kvinden for vold, hvor han tildelte hende flere kraftige skub, bed hende i fingeren og prikkede hende i øjet.

Derudover nev han hende ved armhulen og i brystet samt slog og spyttede hende i hovedet.

Han er også tiltalt for vold, efter han i marts 2021 tog fat om hendes hals, løftede hende op fra gulvet og ind i væggen.

Her satte tiltalte sit knæ mod hendes ribben, hvorefter han skubbede hende ind i et sofabord.

Den 25-årige mand er også i to punkter i anklageskriftet tiltalt efter straffelovens paragraf 216, der omhandler voldtægt.

Den tiltaltes forsvarsadvokat Knud Vedelsby oplyser, at hans klient nægter sig skyldig.