Den 25-årige mand, der lørdag meldte sig selv til politiet efter fundet af en død mand i vejkanten et sted på Djursland dagen forinden, er blevet varetægtsfængslet.

Foreløbig skal han opholde sig bag tremmer i godt to uger, oplyser anklager ved Østjyllands Politi Dorthe Lysgaard til B.T.

Hun har de seneste timer fremvist politiets foreløbige efterforskning af sagen for Retten i Randers, hvor den unge mand søndag er blevet fremstillet i grundlovsforhør. 

Han er sigtet for at have taget flugten efter påkørslen af den 37-årige. Og så er han sigtet for at have efterladt den 37-årige i hjælpeløs tilstand. Han nægter sig skyldig. 

Den 37-årige mand blev fredag formiddag fundet liggende død i vejkanten på Nordkystvejen i Allingåbro.

Straks efter rykkede politiet ud, og i timevis blev der arbejdet på stedet i sagen, som politiet kaldte et 'mistænkeligt dødsfald'.

Samtidig efterlyste politiet vidner, der måtte have viden i sagen. Vidner, der havde observeret usædvanlig adfærd eller mistænkelige køretøjer i området. 

Omtrent et døgn efter fundet af den 37-årige fik politiet så en henvendelse fra den 25-årige mand, der gerne ville melde sig selv. Og så gik der ikke længe, før han var anholdt. 

»Der er tale om en meget alvorlig hændelse, hvor en 37-årig mand har mistet livet. Vi er tilfredse med, at det har været muligt at foretage denne anholdelse i sagen, og efterforskningen vil forsætte, indtil at vi har klarlagt omstændighederne i sagen,« lød det i den forbindelse fra vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen. 

Han understregede også, at der ikke umiddelbart er noget, der tyder på, at de to mænd kendte hinanden forud for påkørslen.

Langt størstedelen af søndagens grundlovsforhør er foregået bag lukkede døre efter anmodning fra anklagemyndigheden. 

Det er derfor uvist, hvad den 25-årige selv har fortalt om sagen, og hvilke beviser politiet indtil videre har indhentet.

Anklager Dorthe Lysgaard oplyser dog, at retsmødets dommer har fundet, at der er begrundet mistanke om, at den 25-årige har gjort sig skyldig i overtrædelse af de sigtelser, som politiet har rejst mod ham. 

Han er foreløbigt varetægtsfængslet indtil 19. september.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.