En usædvanlig sag om seksuelt misbrug af en mindreårig skolepige kommer om kort tid for retten i Nykøbing Falster.

Ifølge anklageskriftet fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som BT har fået aktindsigt i, lod en 25-årig kvinde i det tidlige forår på sit værelse sin daværende kæreste have fuldbyrdet samleje og anden seksuel omgang med sin mindreårige stedsøster. Den 25-årige kvinde sad ifølge tiltalen ved siden af i sengen, mens kæresten havde samleje med den 13-årige skolepige.

Da selve samlejet var overstået, lå storesøsteren ifølge anklageskriftet også under dynen uden at gribe ind, selv om kæresten forsøgte at få rejsning på ny ved at lade den 13-årige pige give sig oral stimulation.

Storesøsten er desuden også tiltalt for uden kærestens medvirken  på sit værelse at have optaget et videoklip på sin mobiltelefon, mens hun hjalp den mindreårige stedsøster med at føre en dildo op i pigens skede. Ifølge anklageskriftet misbrugte hun også sin stedsøster til ved samme lejlighed at have taget fotos og video af seksuel karakter af den 13-årige pige, som hun bagefter sendte til en mandlig bekendt.

"Denne person har været sigtet i sagen, men sigtelsen er frafaldet. Han vidste ikke, at pigen på de billeder, som han fik tilsendt, var under 15 år, så sagen er afsluttet for hans vedkommende," oplyser advokaturchef Jeanette Wincentz Andersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den kommende retssag mod den 25-årige kvinde og hendes daværende kæreste vil blive afviklet som en domsmandssag ved Retten i Nykøbing Falster. Anklagemyndigheden vil nedlægge påstand om fængselsstraf mod de to tiltalte, der nægter sig skyldige.