En 25-årig kvinde blev natten til søndag passet op af en mand ud for Rugårdsvej 25 – lige ud for TV 2.

Politiet efterforsker episoden som et forsøg på voldtægt og efterlyser vidner. Det fortæller Morten Ravn, politikommissær ved Fyns Politi.

Kvinden blev antastet af en fremmed mand, som trak hende med ind på en nærliggende parkeringsplads. Episoden fandt sted natten til søndag klokken 2.08.

»Kvinden kæmpede imod, og det lykkedes hende at vriste sig fri og løbe fra stedet,« uddyber Morten Ravn.

I forbindelse med voldstægtsforsøget efterlyser Fyns Politi vidner, der kan hjælpe politiet videre i efterforskningen.

»Vi efterlyser vidner, der enten har set noget i forbindelse med hændelsen, eller som genkender den person, vi leder efter, ud fra signalementet af ham,« siger politikommissær Morten Ravn fra Fyns Politi.

Kvinden har følgende beskrivelse af overfaldsmanden:

  • Mand mellem 40 og 50 år
  • Østeuropæisk af udseende
  • 175-185 cm høj
  • Almindelig til kraftig af bygning med topmave
  • Kort grå/sort hår
  • Iført sort bluse og et par sorte træningsbukser med et hvidt Nike-logo på venstre lår
  • Hans sko var muligvis et par sikkerhedssko
  • Han bar et par grå handsker, der var gule i kanten ved håndleddet, der er formentlig tale om arbejdshandsker
  • Desuden havde manden er karakteristisk gang nærmest en form for halten

Fyns Politi hører også gerne fra vidner, der befandt sig i området ved TV 2 omkring gerningstidspunktet. Politiet hører også gerne fra de cyklister, som via overvågningsbillederne ses passere stedet.

Hvis du har oplysninger til sagen, kan du kontakte Fyns Politi på telefon 114.