En 25-årig kvinde fra Aalborg er lagt i kunstig koma, efter at hun blev kvæstet i en trafikulykke tirsdag, hvor to biler stødte sammen.

Føreren af den anden bil flygtede fra stedet, men kort tid efter anholdt politiet en 24-årig mand, som menes at have ført bilen – en BMW.

Han er sigtet for at have efterladt en person i hjælpeløs tilstand og for at have kørt bil i narkopåvirket tilstand.

Det oplyser vagtchef Jess Falberg fra Nordjyllands Politi til Ritzau.

Ulykken, der blev anmeldt til politiet klokken 17.41, skete på Budumvej i Aalborg.

To bagvedkørende bilister gav politiet et så godt signalement af den mand, der flygtede fra stedet efter sammenstødet, at det ikke varede længe, før han blev anholdt.

»Han var taget hjem til ejeren af bilen,« fortæller vagtchefen.

Den 24-årige mand nægter at have været i bilen.

»Men det er vi ret sikre på, at han var,« siger Jess Falberg.

Manden er i forvejen kendt af politiet og er tidligere dømt for at være til fare for andre i trafikken.

Nordjyske skriver, at også en 18-årig ung mand, som politiet mener var passager i bilen og også mistænkes for at være flygtet fra stedet uden at hjælpe, er blevet anholdt i sagen.

/ritzau/