En 25-årig mand erkendte onsdag formiddag, at det var ham, der fratog sin mangeårige kæreste livet.

Kvinden blev 2. januar 2022 fundet død i en bil i en kunstig lagune i den sydlige del af Amager Strandpark.

»Det var hendes sjæl, der sagde, jeg skulle gøre det.«

Sådan havde den 25-årige tiltalte forklaret sig til politiet forud for onsdagens retsmøde. Det er den forklaring, der bliver læst op i retten af den tiltaltes advokat i stedet for en almindelig afhøring.

Den 25-årige er tiltalt for at have dræbt sin kæreste og derefter kørt en bil i vandet med den afdøde kæreste på passagersædet ved Amager Strandpark 2. januar sidste år. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Til politiet har han forklaret, hvordan han gennem en længere periode var begyndt at høre stemmer. Han mente selv, at det var en ånd eller måske kærestens sjæl, der talte til ham.

Stemmerne var startet et halvt år inden drabet.

Advokat Anders Schønnemann spørger den tiltalte, hvad der skete, hvis ikke han gjorde, hvad stemmerne bad ham om.

»Så blev jeg tortureret fysisk,« lyder svaret prompte.

Tiltalte har forklaret, at han på aftenen for drabet havde smerter i benet, og stemmen skulle have fortalt ham, at smerterne ville forsvinde, hvis han dræbte sin kæreste.

Tiltalte vil ikke fortælle, hvad der blev talt om i bilen den aften, hvor han begik drabet.

»Det rager ikke nogen,« svarer han advokaten.

Han har forklaret politiet, hvordan hun satte sig på ham i bilen, og han tog armen om hendes hals og klemte til, indtil hun døde.

Det var det, han kalder et submission-greb, han vist havde lært, da han gik til thaiboksning som yngre.

Tiltalte har fortalt politiet, at der, efter døden indtraf for offeret, spredte sig en rigtig god duft i bilen. En duft, han aldrig før havde oplevet.

Han har svært ved at huske, hvad der efterfølgende skulle være sket, og hvorfor han endte med at køre ud til Amager Strandpark.

Han forklarer dog, at han satte bilen i andet gear, trykkede på speederen og derefter hoppede ud af bilen, mens den havde kurs mod vandet.

I retten forklarer tiltalte, at han så hele episoden ved Amager Strand udefra.

Da tiltaltes forklaring var afsluttet, stillede offerets svoger og tiltalte sig over for hinanden i retssalen og havde en kort ordveksling på et fremmed sprog, mens flere af dagens fremmødte var på vej ud til pause.

Endnu en af offerets tilhørere gik kort efter frem mod tiltalte, dels for at få de to snakkende til at gå hver til sit, men også for selv at overlevere besked.

»Jeg er ligeglad med, hvad der sker her, vi tager den deroppe,« sagde hun og pegede op mod himlen.

Både anklageren og tiltaltes advokat er enige om, at tiltalte skal idømmes en anbringelsesdom, da tiltalte ikke egner sig til afsoning i almindeligt fængsel grundet sin sindstilstand.

Der falder dom tirsdag 23. maj.