En 25-årig mand er så sindssyg, at han ikke er egnet til afsoning i et almindeligt fængsel.

Derfor er den 25-årige mand blevet idømt en anbringelsesdom på ubestemt tid for at dræbe sin kæreste januar sidste år. Det betyder, at han nu skal anbringes på en psykiatrisk afdeling. Indtil nu har han opholdt sig på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

Den dømte modtager dommen.

Det var en stemme, en dæmon eller måske sit offers sjæl, der fik den 25-årige til at slå sin kæreste ihjel. Sådan har den nu dømte mand selv forklaret sig til politiet forud for retssagen, og den forklaring står han ved.

Det er en enig domsmandsret ved Retten på Frederiksberg, der torsdag morgen på baggrund af en anbefaling fra Retslægerådet, der har erklæret ham sindssyg, har afsagt dommen.

Både anklager og forsvarer har under retssagen været enige om, at den dømte er for syg til en almindelig fængselsstraf.

Manden selv var ikke tilstede under domsafsigelsen. Advokat Anders Shønnemann havde på et tidligere retsmøde anmodet om, at den 25-årige kunne blive væk torsdag. Det gav dommeren ham lov til.

Drabet på sin daværende kæreste begik manden en januarnat sidste år. Det var årets første ud af ti partnerdrab.

Det er kommet frem i retssagen, hvordan den 25-årige drabsmand i tiden op til drabet selv mente at være blevet besat af en dæmon eller et lignende overnaturligt væsen. Et væsen der talte til gerningsmanden.

Tidligere har manden forklaret, at væsenet torturerede ham fysisk, hvis ikke han lyttede til det.

»Hvis jeg forstår det korrekt, så slog han hende ihjel for at slippe for sine egne smerter,« konkluderede anklager Emil Lykke Gregersen i retten som led i sin procedure.

Drabet er sket ved kvælning i offerets bil. Drabsmanden selv forklarede, at han brugte et såkaldt submission-choke, hvor man kvæler med underarmen. Efterfølgende kørte drabsmanden bilen med den afdøde i lagunen ved Amager Strandpark.

Opdateres …