Mandag aften oplevede Helle Jespersen det værst tænkeligt mareridt, da to danske politifolk bankede på døren og overbragte hende nyheden om, at hendes datter var blevet dræbt på en ferie i Marokko.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen og en norsk kvinde blev nemlig fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko mandag.

Det står en dybt rystet Helle Jespersen nu frem og fortæller til B.T.

»Jeg sad sammen med mine tre børn og så julekalender. Pludselig er der en fra Norge, som kender Louisa, der skrev til min søn, om vi havde hørt fra Louisa, fordi en dansk og norsk kvinde var blevet dræbt i Marokko, hvor hun var taget ned for at holde jul. Vi sagde nej, og så skrev nordmanden, at det var godt, fordi der stod, at de pårørende var blevet underettet,« fortæller Helle Jespersen.

Louisa Vesterager Jespersen er blevet fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Familien venter stadig på den endelige obduktion.
Louisa Vesterager Jespersen er blevet fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko. Familien venter stadig på den endelige obduktion. Foto: Facebook
Vis mere

Familien var lettet, men der gik kun 10 minutter, før det ringede på døren.

»Pludselig ringede det på døren, og da jeg gik ud og så, at der stod to betjente, vidste jeg, hvad der var sket. Jeg brød sammen og var helt grædefærdig. Det er hårdt, at hun har fået skåret halsen op, og man ikke ved, om hun har lidt,« siger en tydeligt påvirket mor.

Betjentene kunne overbringe hende meddelelsen om, at Louisa Vesterager Jespersen var fundet dræbt i Atlasbjergene i Marokko, og at man lige nu venter på den endelig obduktion og officielle bekræftelse fra de marokkanske myndigheder.

Indenrigsministeriet i Marokko har oplyst, at kvinderne bar tegn på vold på halsen forårsaget af et skarpt redskab.

Louisa Vesterager Jespersen var et eventyrlystent menneske. Hun jagtede oplevelser, og det var også netop det, hun gjorde, da hun tidligere i december drog af sted mod Marokko for at holde jul i det afrikanske land.

Mod familiens vilje.

»Vi havde ellers frarådet hende at tage derned, fordi det er sådan et kaotisk sted, og man har før hørt om folk, der er blevet slået ihjel dernede,« fortæller Helle Jespersen.

I disse timer sidder moren i sit hjem i jyske Grindsted, hvor hendes to døtre også opholder sig. De er ifølge moren fuldstændig knuste. Louisas lillebror er taget hjem til en kammerat.

24-årige Louisa Vesterager Jespersen blev dræbt i Atlasbjergene i Marokko den 17. december 2018. Det samme blev hendes norske veninde Maren Ueland.
24-årige Louisa Vesterager Jespersen blev dræbt i Atlasbjergene i Marokko den 17. december 2018. Det samme blev hendes norske veninde Maren Ueland. Foto: Facebook
Vis mere

Allesammen vil de huske en livsglad søster og datter.

»Hun var altid glad og positiv. Alle mennesker kunne med hende, og hun fik det bedste frem i alle. Man skulle bevise det for hende, hvis hun skulle tro på ondskab,« fortæller moren.

Lige nu venter Helle Jespersen på yderligere information fra Marokko, og sammen med Louisas far, som hun ikke længere danner par med, skal hun finde ud af, hvordan de skal fragte deres datter hjem.

Helle Jespersen håber, at de kan finde den skyldige i datterens død, men hun er ikke optimistisk.

»Jeg vil virkelig ønske, at de får fat i den skyldige, men jeg tror bare, at chancerne er rigtig små i sådan et land,« siger hun.

B.T. bringer navnet og billederne af Louisa Vesterager Jespersen efter aftale med hendes mor.