Mandag aften kørte en 24-årig mand med over 200 km/t., da han foretog en overhaling på Nordjyske Motorvej.

Det fortryder han nok i dag.

Det viste sig nemlig, at det var en civil patruljebil, den 24-årige overhalede med den alt for høje fart.

Kort efter faldt hammeren. Hårdt.

Den 24-årige blev vinket ind til siden og fik at vide, at han var målt til en gennemsnitshastighed på over 200 km/t.

'Ifølge de nye regler om vanvidskørsel betød det, at den 24-åriges bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation,' skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Fartforseelsen – som fandt sted klokken 18.39 mandag aften – fik også andre konsekvenser for bilisten.

På grund af vanvidskørslen blev den 24-årige frataget kørekortet.