Frække tilbud fra homoseksuelle mænd strømmede i sommer ind i indbakken til en ung mand fra Slagelse.

På datingsitet Boyfriend.dk fremgik det nemlig, at han var en »fræk ung liderlig fyr,« og det fik mange mænd til at tilbyde sex.

Desværre for den unge mand, var det en anden mand, der havde oprettet profilen med hans navn og billede. Det skriver sn.dk.

Selv anede han intet om sagen, før de mange lumre tilbud begyndte at tikke ind.

Nu er en 24-årig mand tiltalt for af krænke mandens blufærdighed, fordi han oprettede en falsk profil med et fiktivt brugernavn og offerets billede.

I profilen stod der blandet andet:

»Vil du med ind og se mit førerrum?«

Det fik de mange mænd til at henvende sig.

Den 24-årige er tiltalt for blufærdighedskrænkelse efter straffelovens paragraf 232, skriver sn.dk.

Sagen kommer for retten i Næstved på fredag.