En 24-årig mand afgik mandag aften ved døden som følge af et skyderi på Frederikssundsvej i Københavns Nordvestkvarter.

Som følge deraf var Københavns Politi talstærkt til stede i området.

Politikredsen oplyste første gang om sagen klokken lidt over 21, hvor det lød, at politiet var rykket ud til en anmeldelse om et skyderi.

Omkring en time senere kunne politiet oplyse, at en 24-årig mand var afgået ved døden i den forbindelse.

»De pårørende er underrettet. Vi er fortsat til stede i området for at skabe ro og tryghed, og det vil vi være en del timer endnu,« lød det fra Københavns Politi på Twitter klokken 22.10.

Siden har det været sparsomt med informationer i sagen.

Tidligt tirsdag morgen henviser den vagthavende ved politikredsen til tweetet og oplyser, at man ikke har yderligere kommentarer for nuværende.

Ritzau oplyste mandag aften, at personen blev ramt af skud i vandpibeforretningen True Passion på Frederikssundsvej.

Vagtchef Michael Andersen bekræftede mandag aften også til B.T., at man har været til stede ved Rigshospitalets indgange i forbindelse med indlæggelsen af den nu afdøde mand.

Politiet ville klokken 23.30 heller ikke oplyse noget omkring hændelsesforløbet, eller om man har pågrebet en eller flere gerningsmænd.

B.T. følger sagen.