24-årig blev ramt af skud i midtjysk by
Politiet kan hverken udtale sig om motiv eller mistænkte, efter at en 24-årig er blevet ramt af skud i Sunds.
Politiet kan hverken udtale sig om motiv eller mistænkte, efter at en 24-årig er blevet ramt af skud i Sunds.
En 24-årig blev torsdag eftermiddag ramt af skud i byen Sunds, der ligger nord for Herning.
Vedkommende blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset. Han er uden for livsfare.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update torsdag aften.
- Umiddelbart er det vores opfattelse, at gerningspersonen og den forurettede kendte hinanden i forvejen, siger efterforskningsleder og politikommissær Theis Thylstrup.
- Men på nuværende tidspunkt kan vi ikke udtale os om hverken motiv eller mistænkte.
Politiet rykkede ud til den midtjyske by efter en anmeldelse om skyderi ved en adresse på Nørrevang.
Siden da har det været til stede i området, og fredag fortsætter efterforskningen.
Politiet hører gerne fra vidner eller andre personer, der ligger inden med viden om hændelsen.
Det gælder også, hvis man har video fra overvågning i Sundsområdet, herunder overvågning fra ens bil.
/ritzau/