Endnu en mand er blevet anholdt i drabssagen fra Rådhusparken.

Onsdag formiddag anholdt Østjyllands Politi en 24-årig mand fra Aarhus, som er sigtet for drabet på den 34-årige mand, der blev fundet død i Rådhusparken i Aarhus 9. december.

En 58-årig mand er i forvejen varetægtsfængslet i sagen.

Østjyllands Politi har efterforsket sagen intensivt, siden den 34-årige blev fundet død af en forbipasserende tæt på en bænk i parken.

Det førte til, at politiet allerede samme dag kunne anholde den 58-årige mand, der blev sigtet for at have drabt den 34-årige ved kvælning.

Den 24-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus torsdag klokken 10.

»Vi har foretaget en lang række afhøring og undersøgt en del tekniske spor, og det har ført til, at vi nu har anholdt den 24-årige mand. Vi opretholder desuden sigtelsen på den 58-årige, og vi har fortsat en omfattende efterforskning foran os, før vi har klarlagt omstændighederne omkring drabet,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

Ved grundlovsforhøret vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre, og Østjyllands Politi ønsker derfor ikke at oplyse yderligere i sagen på nuværende tidspunkt.