Indtil videre er i alt 23 personer blevet anholdt i forbindelse med de voldsomme uroligheder, der søndag blussede op flere steder i København.

Urolighederne brød ud søndag eftermiddag, efter den kontroversielle partistifter Rasmus Paludan afholdt demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro.

Sent søndag aften lød meldingen, at otte var blevet anholdt, men mandag morgen oplyser Københavns Politi, at det tal nu er steget til 23.

'Vi har 23 anholdte efter gårsdagens og nattens uroligheder. Vi forventer at fremstille seks af dem i dag (i grundlovsforhør, red.),' lyder det i et tweet fra politikredsen.

Politiet talstærkt til stede ved Christiania.
Politiet talstærkt til stede ved Christiania. Foto: Læserfoto
Vis mere

Tidligere mandag morgen fortalte vicepolitiinspektør Allan Wadsworth-Hansen, at politiet nu skulle undersøge, hvor mange af de anholdte der har relation til urolighederne, og hvilke sager der kommer ud af det.

De er sigtet for det, vicepolitiinspektøren kalder 'en bred vifte af forskellige ting'.

»Det er alt lige fra ikke at efterkomme politiets anvisninger til vold med tjenestemand til forsætlig brandstiftelse. Det er ikke sådan, at det er en stor gruppe, der er anholdt for det samme,« forklarer Allan Wadsworth-Hansen.

Mandag morgen oplyser Københavns Politi desuden, at tre betjente er blevet lettere såret i løbet af søndagens indsats. De voldsomme uroligheder, som først opstod på Nørrebro og senere spredte sig til andre steder i København - særligt nær Christiania - er dog stort set gået i sig selv igen mandag morgen.

»Det gik til dels i sig selv lige før midnat,« forklarer vicepolitiinspektøren og tilføjer:

»Den sidste situation, vi havde med det, man vil kalde egentlige uroligheder, det var ved 23-tiden.«

Til gengæld har hovedstaden været ramt af påsatte brande flere steder.

»Det har været i containere og i køretøjer. Det har været meget spredt, det har ikke været på ét specielt området, men primært på Nørrebro, Nordvest, Brønshøj og Husum,« forklarer han og fortsætter:

Foto: Bjørn Nielsen / Byrd
Vis mere

»Lige nu er der heldigvis forholdsvis ro på ude i byen. Det er noget tid siden, vi har haft den sidste brand - det er en lille times tid siden, så vi håber, at det er ved at gå i sig selv, så København nogenlunde ligner sig selv igen.«

På Twitter oplyser Hovedstadens Beredskab, at man har haft mere end almindeligt travlt natten til mandag.

'Hovedstadens Beredskab har haft et usædvanligt travlt vagtdøgn som følge af urolighederne i København,' lyder det i tweetet, som fortsætter:

'Lidt over 90 brandudrykniger, hvoraf cirka 70 relaterer sig til urolighederne.'

Derudover modtog Hovedstadens Beredskab omkring 1.000 112-opkald.

Rasmus Paludan er stifter af det yderst islamkritiske parti Stram Kurs.

Han skulle søndag have afholdt sin demonstration i Mjølnerparken, men den blev i sidste øjeblik af uvisse årsager flyttet til Blågårds Plads.

Det var der, urolighederne brød ud, og politiet blev blandt andet angrebet med brosten, ligesom der blev brugt gas til at sprede dem, der stod bag urolighederne. Senere spredte urolighederne sig også til blandt andet Christiania.