Den 23-årige mand har flere voldssager på samvittigheden fra det forgangne år.
Nu er han igen kommet i problemer med politiet.
Fredag morgen udsatte han nemlig en 59-årig kvinde for vold, hvorfor han senere på dagen blev anholdt af Midt- og Vestsjællands Politi.
Sådan skriver politikredsen i døgnrapporten.
Ved en dagligvarebutik valgte manden at sparke til kvindens bil, hvilket fik kvinden til at hive sin telefon frem og begynde at filme.
Men det faldt ikke i god jord hos den 23-årige mand.
Han gik efterfølgende hen til kvinden, hvor han gav hende et knytnæveslag i ansigtet, skriver politikredsen.
Først hen ad formiddagen blev manden anholdt.
I forbindelse med anholdelsen blev han blandt andet også sigtet for trusler mod en tjenestemand i funktion.
Nu er han varetægtsfængslet frem til 30. december.
