Efterforskningen af drabet på 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen i juli i Nimtofte har ført til, at en 23-årig kvinde torsdag skal fremstilles i grundlovsforhør.

Hun blev første gang anholdt og sigtet i sagen 18. juli i år sammen med tre andre personer.

Dommeren i sagen fandt ikke grundlag for at fængsle hende, hvorfor hun blev løsladt.

Sigtelsen for manddrab blev dog opretholdt, og onsdag formiddag blev hun så anholdt på ny, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»Vores omfattende efterforskning har nu ført til, at vi vurderer, at der er grundlag for at varetægtsfængsle den 23-årige,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.

I juli blev den 40-årige Frank Nørgaard efterlyst, da han ikke havde givet lyd fra sig i flere dage.

Senere fandt politiet hans udbrændte bil på Gl. Fjellerupvej ved Vivild på det nordlige Djursland.

Samme aften blev fire personer anholdt på en adresse i Nimtofte på Djursland. Den 23-årige kvinde var blandt disse fire.

Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Den dræbte Franks bil blev nogle dage efter drabet på ham fundet udbrændt på en øde parkeringsplads i skoven i Vivild. Foto: Øxenholt Foto.
Vis mere

Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev fundet i et skovområde nær byen Gassum ved Randers få dage senere.

Kvinden fremstilles i grundlovsforhør klokken ni i Retten i Randers.

Da hun sidste gang blev fremstillet, lød det i rettens kendelse, at hun havde afgivet detaljeret forklaring om både sin egen og de andre – på de tidspunkt – tre sigtede.

Detaljerne i forklaring blev dengang støttet af forklaringer fra både medsigtede og vidner.

På den baggrund fandt Retten i Randers altså ikke, at der var begrundet mistanke mod hende.

Retten vurderede dog, at der var begrundet mistanke om, at de tre andre havde været medvirkende til Frank Dan Nørgaard Jørgensens død, og de blev derfor fængslet – og har været det lige siden. Der tale om en mand og en kvinde på 39 år samt en mand på 25 år.

Også en 37-årig mand og en 23-årig mand er siden blevet anholdt og fængslet i sagen.

Fælles for alle sagens sigtede er, at de nægter sig skyldige.