En 23-årige kvinde var natten til søndag på vej hjem alene til sit telt efter en koncert på Roskilde Festival. 

Da kvinden åbner ind til sit telt, befinder der sig nogle personer inde i teltet, der udsætter den 23-årige kvinde for vold. 

Det oplyser Frederikke Borg Højfeldt, der er pressemedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, til B.T. 

»Hun bliver udsat for vold heriblandt med slag i hovedet med en stump genstand. Hun mister bevidstheden flere gange i løbet af et kort stykke tid, derfor har hun ikke mulighed for at give et signalement af personerne,« udtaler hun. 

Ifølge anmeldelsen til politiet er der tale om to personer. 

Kvinden bliver slået én gang i hovedet og flere gange på kroppen. Gerningspersonerne flygter fra stedet. 

Det er fortsat uvist, hvorfor kvinden blev udsat for vold. 

»Hun blev kørt til hospitalet til behandling, der er ingen videre melding om hendes tilstand, men hun er ikke i kritisk tilstand,« lyder det. 

Midt- og Vestsjællands Politi hører derfor gerne fra vidner, der muligvis kan have set noget i campområdet G – omkring klokken 00.50 natten til søndag.